Alexander Bogdanov var en russisk-sovjetisk revolutionær, filosof, videnskabsmand, læge og sci-fi forfatter. Han ledte bolsjevikkerne sammen med Lenin, indtil de endte i en magtkamp med det resultat, at Bogdanov blev ekskommunikeret fra partiet i 1909. Det kunne altså have været ham, vi alle sammen huskede, men i stedet blev han glemt. I hans politiske desillusion skrev Bogdanov to sci-fi-romaner om et kommunistisk utopia på Mars. Her forestillede han sig gensidig udveksling af blod som et fundament for et både kollektivt og (næsten) evigt liv. 10-15 år senere begyndte han at forske i blodtransfusioner mellem mennesker mht. revitalisering, indtil det en dag gik galt, og han ironisk nok selv døde af en udveksling med en ung studerende. Han havde således en utopisk praksis, der både var videnskabelig, litterær og politisk, og som i bund og grund var æstetisk funderet i den røde farve som organiserende princip; den røde ideologi, den røde planet og det røde blod. På denne baggrund lavede jeg til Rundgang 2018 en installation, hvor jeg forsøgte at få hans laboratorie til at møde mit atelier. Jeg holdt henover rundgangsweekenden en mini-festival på atelieret, hvor jeg hver dag pumpede nyt blod i systemet.
PROGRAM:
Fredag d. 15. kl. 15.30: OPLÆSNING
Oplæsning af Bogdanovs rim 'A Martian stranded on Earth', der er en synopse til 3'eren i hans sci-fi-føljeton - for første gang nogensinde i dansk oversættelse. Derudover holder jeg den tale, der blev holdt til hans begravelse samt oplæser et rim, som jeg selv har skrevet.
Lørdag d. 16. kl. 15.30: PERFORMANCE
Bogdanov skrev i 1926 bogen 'The Struggle for Viability' (kampen for livskraft), der handler om både praktiske og teoretiske aspekter af hans forskning i blodtransfusioner samt resultaterne heraf. Der løber en spirituel strøm igennem både denne bog og resten af hans forfatterskab, som han dog aldrig vedkender sig. Forrige år blev jeg ramt af hvad jeg i dag betragter som en spirituel krise, men som bedst kan beskrives som en hardcore cocktail af stress og hjernerystelse. I min stadigt pågående kamp for at blive rask har jeg langsomt opbygget en spirituel praksis, som jeg fremfører under titlen 'My Struggle for Viability'.
Søndag d. 17. kl. 15.30: OPLÆG
Som en del af Rundgang Research programmet holder jeg oplægget 'Alexander Bogdanov: liv, død og rød' om min udforskning af Bogdanovs liv og udfordringerne ved at bruge det i en kunstnerisk praksis. Jeg fortæller mere om hans utrolige liv, filosofiske system, besættelse af rød samt omstændighederne omkring hans ironiske, poetiske og måske knap så tilfældige død.